Skatteaftale 1999
Home Up Årsopgørelse 2010 Redan 2011 Forskudsregistring 2010 Selvangivelse 2009 PAL skat Forårspakke 2.0 Skattesatser 2009 Selvangivelsen 2008 Skatteaftale 2008 Folketingsvalg 2005 Skatteaftale 2004 Skattesmæk 2003 Skatteaftale 1999 Portugal

 

Berlingske Tidende, 25. juli 1999

Solkystens pensionister ånder lettet op

Dobbeltbeskatning: Skatteminister Ole Stavad (S) kunne ikke få sin vilje over for de spanske myndigheder. Folketinget ventes at vedtage ændringer i den dansk-spanske dobbeltbeskatning i den kommende folketingssamling.

Af John Jakobsen

Den danske koloni på den spanske solkyst kan ånde lettet op. Skatteminister Ole Stavad (S) har ikke kunne få beskatningsretten for private pensioner overført til Danmark. Og Folketinget ventes at stadfæste dette i den kommende folketingssamling.

Lidt har Stavad dog vundet. Selve opgørelsen af skattefordelingen mellem Spanien og Danmark er ændret fra eksemptions-metoden til den mere almindelige creditmetode.

Forskellen mellem de to metoder kan være svær at få øje på, men eksemptionsmetoden rummer efter Skatteministeriets opfattelse muligheder for misbrug.

Men den private pension for danskerne i Spanien, typisk en ratepension eller en livrente, er fredet modsat den statslige folkepension eller tjenestemandspensionerne. Til de to sidstnævnte har Danmark den fulde beskatningsret i såvel Spanien som resten af verden.

Kongstanke
Det har ellers været de seneste socialdemokratiske skatteministres kongstanke, at beskatningsretten til enhver pension udbetalt fra Danmark også skal beskattes i Danmark. Det kan danske pensionister ikke mindst i Storbritannien tale med om. De har måttet spænde livremmen ind efter indgåelse af de seneste dobbeltbeskatningsaftaler, som reelt satte skatten op for dem.

Men to lande i Europa har sat hælene i: Spanien og Frankrig. Årelange forhandlinger med skatteministerierne i de to lande har kun flyttet standpunkterne en anelse. Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien er i hus og mangler kun Folketingets endelige vedtagelse i den kommende folketingssamling. Franskmændene holder stand, og for tiden forhandles der ikke.

Skatteminister Ole Stavad har i et samråd med Folketingets Skatteudvalg måttet erkende, at »der skal to parter til at indgå en aftale, og er der ikke enighed, bliver der heller ingen aftale,« hedder det i ministerens talepapir til samrådet.

Stavad oplyste, at han hellere ville have en dansk-spansk overenskomst, der byggede på creditmetoden, end den hidtidige lempelsesmetode.

»Jeg vil ikke kunne forsvare at sige nej til de ændringer, som protokollen (aftalen, red.) indeholder, selv om pensionsproblemet ikke løses, men jeg vil gerne endnu engang understrege, at der ikke heri ligger nogen dansk accept af generel bopælsstatsbeskatning for pensioner,« sagde Stavad ifølge sit manuskript.

Under forudsætning af, at Folketinget godkender ændringerne i den dansk-spanske dobbeltbeskatningsaftale her til efteråret, vil der hermed være skabt ro blandt danskere bosiddende i Spanien.

Fradrag her
Der var ellers på et tidspunkt frygt for, at Ole Stavad ensidigt ville opsige beskatningsaftalen, som han tidligere har gjort med Portugal med det resultat, at danske pensionister blev beskattet i begge lande af den samme pension.

Skatteministerens begrundelse for, at også de private pensioner med løbende udbetalinger skal beskattes fuldt ud i Danmark er, at indbetalerne på pensionsordningerne har opnået et skattefradrag i Danmark. Og når de som pensionister flytter til lande med lavere skattesatser end Danmark, så opnår de en fordel, som de tilbageblivende pensionister ikke har. Eksempelvis er beskatningen i Frankrig for pensionister over 70 år på 30 pct.

Kapitalpensionen derimod bliver beskattet med en éngangsskat ved udbetalingen. Det resterende beløb kan pensionisten derefter tage med sig, hvor hen det skal være.


 

Top

25-07-99 - Opdateret 14-11-09