Korruption Estepona
Home Up Tyrefægtning Miljøsvineri Befolkning Skadedyr Hotel Stella Polaris Bedrageri Korruption Estepona Korruption Marbella Mafia Drukfest Togplaner Dumpekarakter Vandforbrug Slut med siestaen Verdens værste

 

 Korruptionssag i Estapona - 17. juni 2008

Spanske nyheder fra Radio Solymar den 17-06-2008

Rådhuset i Estepona rystet af ny skandale
Der er optræk til en ny skandale sag på Costa del Sol. Betjente fra kriminalpolitiet trængte tidligt i morges ind på rådhuset i Estepona og er nu ved at gennemsøge dokumenter og arkiver i forbindelse med en sag om formodet korruption.
Også Esteponas borgmester, Antonio Barrientos fra socialistpartiet PSOE var med, da politiet dukkede op.
Borgmesterkontoret har hele formiddagen været afspærret. Også de øvrige kommunale afdelinger i Edificio Puertosol, hvor økonomi og skatteudvalget hører til, er ved at blive undersøgt. I følge flere kilder er også borgmesterens privatbolig blevet undersøgt. Yderligere seks kommunalbestyrelses medlemmer er under mistanke.
Undersøgelsen ledes af kriminalpolitiets hovedkontor i Madrid.

Spanske nyheder den 18-06-2008

Esteponas borgmester sigtet
Esteponas socialistiske borgmester og flere andre lokalpolitikere er blevet anholdt i en sag om korruption indenfor den kommunale forvaltning.
Efter 15 timers razzia på borgmesterkontoret i Estepona er mindst 25 personer blevet anholdt og sigtet og tre varetægtsfængslet i en omfattende sag om korruption og magtmisbrug indenfor lokalforvaltningen.
Blandt de anholdte er Esteponas socialistiske borgmester Antonio Barrientos, stadsarkitekten, fire kommunalbestyrelsesmedlemmer og adskillige ekslokalpolitikere.

Udløber af Malaya-sagen
Sagen er blevet døbt Astapa og er en udløber af den såkaldte Malaya-sag fra Marbella, der er den hidtil største sag om korruption indenfor den offentlige forvaltning i Spanien nogen sinde.
Blandt de sigtede er også to tidligere medlemmer af Jesus Gils tidligere parti, der i dag er blevet omdøbt til PES.
Sagen menes at have forbindelse til entreprenører og spekulanter i andre spanske storbyer som Madrid, Córdoba, Bilbao og San Sebastián.
I følge de foreløbige oplysninger, minder Astapa-sagen i Estepona meget om Malaya-sagen i Marbella.
Dele af kommunalbestyrelsen er sigtet for svig, bestikkelse, embedssvigt, korruption, kapitalflugt og hvidvaskning af sorte penge.
I følge telefonaflytninger modtog lokalpolitikerne bestikkelse til gengæld for at godkende en række byggeprojekter.
Flere partier i parlamentet kræver nu at der bliver nedsat en uvildig kommission, der skal se nærmere på korruptionssagen i Estepona.

Kommunalbestyrelsen i Estepona er sat sammen af repræsentanter fra flere forskellige partier.
Socialistpartiet PSOE har 11 mandater, PP har fem, det tidligere GIL-parti, som i dag hedder PES har også fem, det andalusiske parti PA har to og det venstresocialistiske parti en og tidligere borgmester Rosa Diez også et mandat.

 

 

Den skandaleramte borgmester Antonio Barrientos er 47 år gammel og uddannet speciallæge i allergi. Han overtog borgmesterposten i Estepona i 2001 efter den tidligere borgmester Antonio Caba, der blev erklæret inhabil i forbindelse med en skandalesag på et advokatkontor.
Men allerede seks måneder efter blev Barrientos afsat under en mistillidserklæring, ledet af den konservative Rosa Diez og to GIL-medlemmer, men de måtte gå af igen ved det efterfølgende kommunevalg i 2003.
Her lykkedes det Barrientos at danne flertal takket været støtte fra de to tidligere GIL-parti medlemmer, der forinden havde støttet det konservative styre.
Ved kommunevalget sidste år gik Barrientos frem fra seks til 11 mandater, mens det konservative parti og GIL-partiet hver måtte nøjes med hver fem.

Kritiserer korruption og magtmisbrug
Barrientos har officielt altid fremtrådt som lovens forlængede arm.
Under afsløringen af Malaya-sagen i Marbella gik Barrientos så langt som til at sige, at det var dybt beklageligt at der var nogen, der ikke kunne adskille det offentlige fra det private og at hvis der var nogen, der havde fingrene i kassen, måtte de falde med lovens magt.
Barrientos har flere gange været på kant med den andalusiske regeringsleder Manuel Chaves, der har afvist flere byggeprojekter fra Esteponas borgmester.

Spanske nyheder den 19-06-2008

B-indtægter til korruptionssigtede
De korruptionssigtede lokalpolitikere fra Estepona havde så store indkomster i form af B-indtægter at de kunne oparbejde en betydelig personlig formue, finansiere de to politiske partier, der havde magten, og betale for lokale aktiviteter.
Det afslører dagbladet El País.
Den socialistiske borgmester Antonio Barrientos havde direkte adgang til de økonomiske midler i kasse B. Herfra blev en del af pengene udbetalt som returkommission til de involverede parter.
Afsløringerne er delvis baseret på telefonaflytninger og hvor i der fremgår løfter om kontante kommissionsudbetalinger.
Borgmester Antonio Barrientos fra PSOE er sammen med sit støtte parti PES – det tidligere GIL-parti - er sigtet for svig, embedsmisbrug, bestikkelse, skatteunddragelse og hvidvaskning af sorte penge.
 

Også formand for kommunens skatteudvalg, Jose Flores Simón, er sigtet i sagen. Ses her til ventre blive ført væk med sin jakke over håndjernene.

 

 

 

Spanske nyheder den 20-06-2008

Flere sigtelser i Estepona
To af de 26 korruptionssigtede lokalpolitikere og virksomhedsledere i Estepona er nu varetægtsfængslet.
Det er medlem af det tidligere GIL-parti, José Ignacio Crespo, og Xavier Wittmeur fra kommunens tekniske udvalg.
13 personer er blevet løsladt efter at have betalt kautioner på mellem 15.000 og 300.000€.
Crespo er uddannet advokat og blev medlem af GIL´s parti under den tidligere borgmester Jesus Gil Marín, søn til Marbellas nu afdøde borgmester Jesus Gil y Gil.
I dag skal borgmester Antonio Barrientos og formand for skatteudvalget, Fransisco Zamorano afhøres på dommerkontoret i Estepona.
 

30 byggeaftaler under lup
Efterforskningsdommeren er nu ved at kulegrave 30 byggetilladelser, der er indgået mellem borgmester Antonio Barrientos og en række private entreprenørselskaber i perioden fra 2003 til 2007.
I aftalerne indgår et større beløb, der betegnes som donationer til kommunen.
Retten skal finde ud af, hvor de mange penge er endt henne. Meget tyder på at beløbene er indsat på en særlig B-konto, som har været udenfor skattemyndighedernes kontrol.
De private aftaler, der er indgået mellem borgmesteren og entreprenørselskaberne, er langt fra til nogen fordel for kommunens økonomi. En gennemgang af sagerne viser at prisen for den jord, der er blevet solgt, har været ualmindelig lav. Årsagen er formentlig at resten af beløbet er blevet udbetalt sort.
Uvished om kommunens ledelse
Der er foreløbig kun konstateret skatteunddragelse for 42.000€, men beløbet ventes at stige, efterhånden som sagen skrider frem.
Ulovlighederne i Estepona minder meget om Malaya-sagen i Marbella, men når formentlig ikke op i samme størrelsesorden.
Det er endnu uvist hvad der kommer til at ske med den kommunale ledelse i Estepona.
Antonio Barrientos er endndu ikke trådt af og siger at han afventer resultatet af afhøringerne i dag.
En række beboergrupper har krævet afholdelse af nyvalg til kommunalbestyrelsen.


Spanske nyheder den 23-06-2008

Usikkerhed om ledelsen i Estepona
Denne uge bliver afgørende for den fremtidige ledelse af den korruptionsramte Estepona kommune.
Formand for kommunens tekniske udvalg, Rafael Duarte, blev fredag anholdt og sigtet i sagen. Han vil nu lade det være op til partiets ledelse af beslutte, hvad der skal ske.
Det er nedsat et midlertidigt udvalg, der skal afgøre hvad der skal ske med den kommunale ledelse frem til næste kommunevalg om tre år. Flere beboergrupper har krævet afholdelse af nyvalg til kommunalbestyrelsen.


Kilde: Dagbladet SUR og www.solynet.com

     
     

Top

20-06-2008 - Opdateret 23-06-08