|
Den Spanske
historie - ganske kort
Fakta om Spanien og
Costa del Sol
Indbyggertal: 44 mio.(år
2005). (Málaga 550.000 - år 2000)
Hovedstad: Madrid (3,2 mio.)
Areal: 504.000
Befolkningstæthed: 77 pr. km2
Styreform: Konstitutionelt monarki, kong Juan Carlos
Religion: Katolsk
Hovederhverv: Service (44%), industri (32%), landbrug (10%)
Møntfod: Euro - indtil 31. december 2001, Pesetas
Klima: Tempereret, subtropisk
Tidszone: Som i Danmark
Afsnit:
Spanien, Landskabet,
Natur, Historie, Guldalderen,
Spanien på vej, Erhverv
og økonomi, Andalusisk kultur,
Folklore,
Udlændinge i Spanien
Spanien
I Spanien er der 17 regioner med selvstyre
og to autonomstater (Ceuta og Melilla) - d.v.s
alle med egne folkevalgte forsamlinger. Hver region er opdelt i et antal
provinser og i alt er der 52 provinser i Spanien.
Hver provins er opdelt i utallige kommuner. Eksempelvis er Torremolinos én
af de mange kommuner i provinsen Málaga, som høre hjemme i Andalucía.
Provinsen Málaga er én af otte
provinser, som samlet danner regionen Andalucía.
Kombinationen af europæisk rekord i solskinstimer og mulighed for at
købe billig jord betød, at
masseturismen i 1950èrne fik godt fat i denne del af Spanien. På få år
blev fattige og malariabefængte fiskerlandsbyer forvandlet til
kosmopolitiske chartermål for alle os nordfra, der vil have en plads i
solen. Og fra den ene dag til den anden dukker forsat nye hoteller,
restauranter og urbanizaciones op langs den berømte kyst.
Selv om Costa del Sol og den præfabrikerede turisme
er et skældsord i visse kredse, så vækker solens kyst søde minder, for
millioner af mennesker verden over. For menigmand har Costa del Sol været
et sorgløst, jordisk ferieparadis i næsten en menneskealder. Og mange
fortæller stolt, at de i år skal tilbage for 25. gang… Andre har
fundet deres andet hjem på Solkysten, og tæt ved 30.000 danskere har hus
eller lejlighed på disse kanter.
Andalucía har omkring 700 km kyst. For nogle kan det
være en trøst, at kun omkring en femtedel hører til egentlige turistområde.
Selv om Spanien årlig gæstes af ca. 400.000 danskere – så findes der
stadig forbavsende mange ”uopdagede” områder for de kræsne.
Den tid er imidlertid forbi, hvor turisten kunne lege
verdensmand med nogle få pesetas på lommen. Men Spanien hører forsat
til de billigste feriemål i Europa for turister, der ønsker at slippe væk
fra vejrligets ubehageligheder på mindre begunstigede breddegrader.
Andalucía
er Spaniens største selvstyrende region
og dækker et område, der er omkring dobbelt så stort som Danmark. Men
er med sine ca. 7,5 mio. indbyggere – eller knap en femtedel af den
samlede spanske befolkning på ca. 40 mio. – langt tyndere befolket.
Andalucía fik sin egen regering den 28. februar 1980, hvilken dag er
helligdag i Andalucía.
Andalucía
Landskabet
Costa del Sol udgør en knap 400 km lang kyststrækning og omfatter i
bredeste forstand strækningen fra Tarifa – Spaniens allersydligste
punkt, kun 22 km fra Afrika – til middelhavsbygen Almería øst for Málaga,
hvor kystlinjen begynder at skråne opefter. Men Andalucía
har meget
andet at byde på end de strømlinede feriebyer langs kysten. Vejen er kun
kort til baglandets smukke og uberørte landskab med orangerøde
appelsinlunde, grønne sletter, mauriske paladser, kridhvide landsbyer og
skyggefulde olivenlunde.
Andalucía
er opdelt i otte provinser, der alle er
opkaldt efter områdets største byer: Almeria, Cádiz, Córdeba, Granada,
Huelva, Jaén, Málaga og Sevilla. De fleste feriesteder, som har deres
gode tag i skandinaviske turister, ligger dog alle i Málaga-provinsen.
Kysten er godt afskærmet af bjerge, der sørger for
et behageligt klima året rundt. Mod nord ligger Sierra Nevada, hvis højeste
punkt, Mulhacén (3481 m), bærer sin snehvide krone året rundt.
Landskabet mellem Córdeba og Sevilla mod vest domineres af den 650 km
lange fold Guadalquivir, og i deltaet når temperaturen nemt over 40
grader om sommeren. Ikke uden grund kaldes denne del af Spanien for
”Andalucías stegepande”.
Den allersydligste del af kysten virker, i hvert fald
om sommeren, lidt ørken- eller steppeagtig – knastør og sparsomt
bevokset med stift græs og lave, tornede vækster. Fra Estapona derimod
og op til Motril øst for Málaga – den egentlige turistkyst – når
Andalucías bjergformationer næsten helt ud til havet. Det flade bælte
langs vandet varierer i bredde fra ca. 100 m til et par km.
Natur
Det sydlige Spanien har et rigt dyre- og planteliv. Men for at opleve
den jomfruelige natur, er det nødvendigt at søge væk fra kysten. Kun
nogle få km inde i landet vil man opleve en ny og anderledes spændende
verden. Mest frodigt tager landskabet sig ud om foråret, hvor det vrimler
med blomster, insekter og fugle i en farvestrålende symfoni.
Store dele af Costa del Sol er dækket af maki, en
slags krat af stedsegrønne buske og småtræer. Makien findes overalt
langs Middelhavet i egne med sparsom sommerregn. Men selv om den
subtropiske maki synes tør og afsveden, stortrives en lang række planter
mellem buskene – bl.a. gyvel, klokkelyng, timian, rosmarin og laurbær.
Historie
Spanien er endnu et ret ungt demokrati. Siden diktaturet døde med
general Franco i 1975, har landet med stormskridt nærmet sig det øvrige
Europa.
Længe inden turisterne for snart 50 år siden indtog
Andalucía, havde gønikere, romere og maurere bidraget til Spaniens meget
brogede og spændende historie.
Forhistorisk kan man spore landets indbyggere til
stenalderjægerne for 20.000 år siden. Nogle af Spaniens største
turistattraktioner er de verdensberømte Altamira-grotter i det nordlige
Spanien nær byen Santander. Men turisten på Solkysten behøver ikke
rejse så langt. Næsten lige så imponerende er hulerne i Nerja lidt øst
for Málaga, hvor der er fundet levn af mennesker, som har boet i
grotterne for mere end 10.000 år siden. På Gibraltar- halvøen er der
fundet spor helt tilbage til Cro Magnon-menneskets tid, og i kystens
bagland kan man besøge de spændende La Piletahuler uden for Ronda.
Ca. 3000 år f.Kr. sejlede et nordafrikansk folkeslag
– iberene – over Gibraltar-strædet og gav navn til halvøen. Senere
vandrede kelterne fra Nordeuropa over Pyrenæerne ind i Spanien. Omkring
år 1.000 f.Kr. begyndte
kelt-ibererne at udnytte landets naturlige ressourcer. Agerbrug og
minedrift voksede frem, og dermed stod døren åben for handelsnationer og
senere politiske erobrere.
Bland de første var fønikerne, hvis fartøjer
sejlede fra Levanten i det østlige Middelhav ud til alle kroge af
Middelhavet og endda helt ud på Atlanterhavet. Dette energiske
folk, som har givet os alfabetet, oprettede handelspladser på den
spanske kyst, deriblandt Málaga.
Fredelig sameksistens prægede livet på datidens
Solkyst, men da fønikerne begyndte at sende krigsskibe over havet for at
angribe den ny stormagt Rom, gik det galt. Fønikerne led det ene nederlag
efter det andet, og til sidst mistede de deres iberiske handelspladser og
militæranlæg. Da stridstumlen endelig døde hen, satte romerne sig fast.
Forandringen blev til det bedre for Costa dl Sols daværende befolkning.
For romerne var fornuftige mennesker, som gav deres kolonifolk ret frie tøjler,
så længe man ikke anfægtede romernes politiske magt.
Málaga f.eks. blev hurtigt optaget i Romerriget som
handelspartner og nød godt af den særlig lov, Les Flavia Malacitana, som
romerne styrede byen efter. Det betød handelsmæssige privilegier og
politisk stabilitet. Romerne byggede akvædukter, veje og havneanlæg og
grundlagde byerne Sevilla og Córdoba. Kulturen blomstrede, kristendommen
nåede frem til denne afkrog af imperiet, og det latinske sprog blev indført
i Andalusien.
Men alt godt får jo en ende. Romerriget
degenererede, som følge af den voksende velstand. Vandaler og vestgoter
fejede ind over Spanien. Solkysten fik også kærligheden at føle. Og det
i bogstavelig forstand – for man mener, at de ikke så få blåøjede og
blonde spaniere, man ser i vore dages Málaga, nedstammer fra disse
nordeuropæiske erobrer! Også vikingerne nåede hertil…
Derefter kom maurerne, som måske mere end noget
andet folk satte sit præg på den gryende spanske nation. I 711 gik
12.000 berberkrigere i land med krumsabler og halvmåneflag ved Gibraltar.
Det blev optakten til næsten 800 års maurisk herredømme. Araberne var
optændt af religiøs fanatisme, og det var en smal sag for dem at nedkæmpe
den vestgotiske hær. Det tog mindre en 10 år at rende resten af landet
over ende, og de blev først standset i 732 langt oppe Frankrig af Karl
Martel.
I de følgende århundrede blev det meste af Spanien
styret af mauriske konger og vasaller. Det gjaldt i særlig grad
Andalucía, og i århundreder var området kastebold mellem rivaliserende
kaliffer og sultaner – snart tilhørte Málaga kaliffen af Córdeba,
snart herskede kongen af Granada.
Alligevel blomstrede handlen i maurertiden. Kunst,
arkitektur og digtning modtog værdifulde impulser, og kristendommen
bredte sig. For maurerne viste stor religiøs tolerance i denne del af
deres verdensrige. De tillod både kristne og jøder at følge deres egen
tro.
Men denne frihed medførte, at der snart opstod
katolske kongedømmer rundt om i riget. De samlede sig til en fælles
aktion for at fordrive maurerne til Afrika, ivrigt støttet i deres korstog
af den brede befolkning. Og til sidst – i 1492, samme år som
Christoffer Columbus sejlede fra Huelva i et forsøge på at finde Indien
– smuldrede Granadas forsvar, maurernes sidste bastion. Det sket ikke
mindst takket være de kristnes ny våben, kanonen.
Guldalderen
Med maurernes fald indledtes et nyt kapitel i Spaniens historie. For
selv om Columbus begik en bommert ved ikke at finde Indien, opdagede han
som bekendt det amerikanske fastland. De kostbarheder, som spanierne fandt
hos de højtudviklede indianske folkeslag i Mexico og Peru, oversvømmede
Spanien. Sevilla blev på rekordtid verdens rigeste havneby.
I flere hundrede år herefter var Spanien jordklodens
ubestridte stormagt, skønt krige i Europa og landets ambitiøse
opdagelsesrejser tappede nationen for kræfter og penge. Men efterhånden
begyndte tronen at vakle under de spanske konger, og efter en krig mod
Frankrig blev Felipe af Boubon erklæret landet nye hersker. Det rev
Spanien med ind i Napoleonskrigene på fransk side. Dog blev spanierne
snart trætte af at skulle kæmpe for Frankrigs interesser, og med engelsk
hjælp fik de smidt deres franske ledere på porten.
Det lysnede atter for den spanske nation, og man gik
forventningsfuld 19. årh. i møde. Men det varede ikke længe, før det
spanske kolonirige krakelerede hist og her. Det begyndte med små områder
i Syd—og Mellemamerika, hvor selvstændighedstrangen bredte sig som en
steppebrand. Efterhånden faldt også de store bidder fra, og kort før
udgangen af århundredet mistede Spanien de tre sidste, Cuba, Puerto Rico
og Filippinerne.
Alligevel klarede Málaga og Costa del Sol sig udmærket.
Industri og handel tog et vældigt opsving, og byen blev én af de
vigtigste havne i hele Middelhavet. Mange skibe anløb Málaga, hvor de
blev lastet til rælingen med mandler, rosiner, figner, olivenolie og
mineraler fra baglandets bjerge.
Senere blev Málaga indblandet i Spaniens
nordafrikanske krige mod marokkanske guerillaer. Spanien led stribevis af
pinlige nederlag og besidder i dag kun et par mindre enklaver i
Nordafrika, Ceuta og Mellila.
Spanien forholdt sig neutral under 1. verdenskrig,
men uro efter krigen førte general Primo de Rivera til magten som
diktator, godt hjulpet på vej af Kong Aifonsa 13., hvis sønnesøn –
Juan Carlos – nu sidder på tronen i Spanien.
De sociale spændinger forsatte imidlertid. I 1930
blev Primo de Rivera afsat og året efter gik Kongen i eksil og gav plads
til en spansk republik.
Ved valgene i 1933 skete der et skred til højre, men
30érnes depression førte i 1936 til oprettelsen af en folkefront af
venstreradikale, socialister og kommunister med absolut flertal. Det var
mere, end hvad Spaniens magtfulde klasser – velhaverne – kunne
acceptere. Med den 44-årige general Francisco Franco i spidsen
organiseredes oppositionen, og i juni 1936 indledte Franco et blodigt
militærkup, der førte til den tre år lange borgerkrig, hvor mere end en
halv mio. spaniere mistede livet. Senere fulgte næsten et halvt århundrede
med fascistisk Franco-diktatur.
Flertallet af andalusierne og dermed Málagas og
Solkystens befolkning gik helhjertet ind for general Franco. Hundredvis af
Franco-statuer blev opstillet, gader og pladser blev opkaldt efter
caudilloen (fører), og selv om minderne om Europas sidste enehersker i
dag er fjernet de fleste steder, forblev Andalusien i mange år tro mod
Francos ånd.
Spanien på vej
Efter forgæves at have forsøgt at dæmme op for en politisk og
kulturel liberalisering udåndede den gamle diktator i 1975. Forinden
havde Franco håndplukket Juan Carlos som Spaniens fremtidige konge. Set
med nutidens øjne var det et klogt valg, selv om Franco givetvis ikke
havde forestillet sig, at den unge konge skulle markere sig som en ægte
demokrat. I 1981 afværgede kongen verden første Tv-transmitterede
kup-forsøg, da fascisterne besatte parlamentet i Madrid. Året efter kom
Spanien med i NATO. Efter 40 år under Francos uoplyste enevælde har den
populære Juan Carlos og dronning Sofia på rekordtid moderniseret det
spanske samfund.
Og hjemme – i Andalucía– ser spanierne også
lyst på fremtiden. Selv om mange i årenes løb har set emigration til
bl.a. Frankrig og Tyskland som eneste udvej. Siden den franske
Boubonslægt havde magten i 16. årh. blev alting besluttet i Madrids
centrale regeringskontorer. Det skulle snart ændre sig, og i 1993 blev
der for første gang valg regional-råd i 13 af landet 17 regioner.
Andalusierne nærer – i lighed med baskere og catalanere – et stort ønske
om selvstyre.
Efter mange års langsommelig forhandlinger blev
Spanien optaget i EU ved årsskiftet i 1986. Hermed indledtes også skelsættende
forandringer i det spanske samfund, der stilede landbruget, industrien og
fiskeriet over for kæmpemæssige udfordringer. I forbindelse med
optagelsen i EU åbnedes grænsen mellem Spanien og Gibraltar, og
spanierne presser forsat hårdt på for at få den gamle britiske
kronkoloni tilbage. Regionen fik et nyt gevaldigt løft med
verdensudstillingen i Sevilla i 1992.
Efter at have hoppet ind til det 21. årh. har Costa del Sol og
Andalucía forsat optimismen i behold. Det gamle, solfyldte land hvor så
mange civilisationer har fundet grobund, ligger i top, hvad angår økonomiske
vækst inden for EU. Og efter årtier med hæmningsløs charterturisme og
miljøproblemer, er Costa del Sol i fuld sving med at råde bod på
fortidens synder.
Erhverv og økonomi
Indtil optagelsen i EU kunne spanske virksomheder hygge sig bag skyhøje
toldmure og andre former for protektionisme. Men siden midten af 1980´erne
har landet oplevet lynhurtig økonomisk vækst, der har tiltrukket
investorer fra hele verden.
Turismen er økonomisk sværvægter og tegner sig for
ca. 25% af Solkystens indtægter. Årligt besøger tæt ved 40 mio.
turister Spanien – heraf ca. 400.000 danskere. Men charterturismen i den
billigere ende har fået hård konkurrence fra andre – og billigere –
rejsemål ved Middelhavet. Derfor satser Costa del Sol i disse år stærkt
på at tiltrække mere velbeslåede turister. Grisefester afløses af
golf, sejlsport og tennis. Mere stabile indtægter er sikret med de godt
100.000 britiske, tyske, hollandske og skandinaviske pensionister, der har
slået sig ned i Málaga-provinsen.
Landbruget spiller stadig en stor rolle i Andalucía,
hvorfra oliven, appelsiner og citroner eksporteres til store del af
verden. Siden midten af 1960érne er beskæftigelsen i landbruget faldet
drastisk til nu 10-15% af den spanske befolkning. Mange isolerede
landsbyer i det sydlige Andalucía ligner i dag spøgelsesbyer, fordi
indbyggerne enten er søgt ned til kysten eller til større byer for at
finde job. I det sydlige Spanien har ejendomsforholdene stort set ikke ændret
sig siden middelalderen, og området er præget af kæmpemæssige goder, latifundias, der ofte er flere tusinde tønder land. Ikke overraskende har
venstreorienterede partier altid haft et godt tag i andalusiske
landarbejdere.
Industrien findes især i Andalusiens vestlige del
omkring byerne Cádiz, Sevilla og Huelva, hvor der bl.a. er opstået en
stor kemisk industri. Af industrivirksomheder har Málaga kun få, men
byen er sammen med Sevilla førende inden for tekstilbranchen. Desuden har
regionen en del forarbejdningsindustri i tilknytning til fiskeriet,
foruden råstofudvinding – marmor i Almeria, jernmalm i Granada og bly i
Jaén.
Fiskeriet placerer Spanien på en tredjeplads i
verden, målt efter flådens størrelse. Fra Andalucías
lange kyst stævner
dagligt store fiskerflåder ud i Middelhavet og Atlanterhavet – bla.a
efter sardiner, tun torsk og skaldyr. Trawlernes store fangster udgør en
betydelig del af det spanske nationalprodukt. Blandt de vigtigste
fiskerhavne er Algeciras., Huelva, Cádiz, Almeria og Málaga samt de to
spanske kolonier i Nordafrika, Ceuta og Mellia.
Andalusisk kultur
Åben, lidenskabelig og hjertelig. Det er selveste andalusierens sjæl.
Mærket af en blodig fortid – ikke mindst den langvarige maurisk besættelse
af landet – tegner der sig et billede af en stolt, ubøjelig, men dog
hensynsfuld person. De arabiske karaktertræk i form af gæstfrihed,
ridderlighed og storsind går igen – og i de fleste gemmer sig stadig en
lille Don Quijote.
Andalucía har enestående, ældgamle traditioner, og
selv om turistinvasionen har tvunget området til at følge med tiden, så
bevarer dette sydvestlige hjørne af Spanien stadig et skær af fortid
over sig. Det ægte Andalucía er langt fra turistplakaternes flamenco- og
tyrefægtningsmiljø. Den livskraftige folklore har langt dybere rødder.
Folklore
Hvis Spanien er siestaens fædreland, så er landet også – par
excellence – fiestaens hjemland. Spanierne elsker at feste, og få
steder kommer man så tæt på en farverig folklore som i Andalucía. En fiesta eller feria kører løs i en uges tid og hører til årets
absolutte højdepunkter i enhver andalusisk landsby. Det er især de
katolske helgener, der fejres, og det er alt andet end kedeligt. For selv
om alt disponibelt i Madonna-figurer og Jesus-kors køres i stilling,
eksploderer de alvorstunge religiøse processioner som regel i et festfyrværkeri
af folkemusik, tyrefægtning, dans og landvin i stride strømme. De største
ferias på Costa del Sol varer typisk en hel uge og finder sted i
Torremolinos sidste uge af september, i Fuengirola i begyndelsen af
august, i Marbella midt i juni og i Málaga omkring midten af august, hvor
de lokale skytshelgener fejres. Flere steder i Andalucía
eksploderer også
i fest og farver under karnevalet i februar-marts.
Mest berømt af Andalucía stemningsfulde påskeoptog
er Semana Santa i Sevilla, men også processionerne i Málaga, Granada og
Córdoba er i særklasse. Feria de Abril i Sevilla, der finder sted hvert
år en eller to uger efter påske, er Spaniens største fest, hvor
sevillanerne danser og drikker sherry i en hel uge. Under Corpus Christi i
maj eller juni overstrøs gaderne med blomster.
Årlig finder tæt ved 3000 fiestas, processioner og
andre folkefester sted i Andalucía. Så der er masser af gode chancer for
at komme til fest med spanierne. Check med det lokale turistkontor, om der
ar arrangementer i nærheden.
Udlændinge i Spanien udgør 8,5 pct
Indbyggertallet i
Spanien er steget til 44 mio. i år 2005 og heraf udgør udlændinge tilmeldt
folkeregistreret 3.730.610
Stigningen i
udenlandske indbyggere er den største stigning nogensinde, der nu
udgør 8,5 pct. af det samlede indbyggertal. Tallet er dog betydelig
større, da mange udlændinge ikke er tilmeldt det spanske
folkeregister.
Andalusien, som
omfatter Solkysten, er dog ikke, som mange måske vil forvente, den
største gruppe af udlændinge. Andalusien ligger på en 4. plads med
følgende tal:
Cataluña: 798.904
Madrid: 780.752
Comunidad Vanlenciana: 581.985
Adalucia: 420.207
Canarias: 222.260
Baleares: 156.270
Castilla-La Mancha: 115.223
Aragón: 96.848
Castillila y León: 91.318
Pais Vesco: 72.894
Galicia: 69.363
Navarra: 49.882
La Rioja: 31.075
Asturias: 26.797
Extremadura: 25.341
Cantabria: 20.547
Ceuta: 3.037
Mellila: 2.891
Den største gruppe
af udlændinge er marokkaner med 511.294 og fra EU er det den
engelske koloni, der er den største med 227.187 efterfulgt af
Tyskland med 133.588, Italien 95.377, Frankrig 77.791, Portugal
66.236 og Holland 33.845.
Hvorledes Danmark ligger på listen er ikke oplyst.
19-01-2006
|
