Tikkende bombe - Spaniens største miljøkatastrofe

Tirsdag, den 19. november 2002 brækkede den havarede olietanker »Prestige« i to stykker og sank 250 km ud for Galiciens kyst.

• 20.000 tons fuelolie var forinden lækket og drevet ind på kysten.

• 60.000 tons fuelolie ligger som en tikkende miljøbombe i vraget på havets bund.

• 125 tons fuelolie siver dagligt ud fra vraget.

• Halvdelen af strandene over en 1.000 kilometer lang kystlinje er helt eller delvis forudrenet. Værst er det gået ud over Galicien, men også regionerne Asturias, Canttábria og Baskerlandet er pletvis ramt.

Dybt nede i Atlanterhavet, på bunden af Galicergraven, hviler resterne af supertankeren »Prestige«. Agterstavnen har lagt sig mageligt til rette et par kilometer fra stævnen. Og det hele kunne ligne en romantisk kulisse at udforske engang for en eventyrlig dykkerekspedition. Oppe på overfladen vil »Prestige« imidlertid være ubehageligt aktuel mange år ud i fremtiden. For supertankeren nøjedes ikke med at lække 20.000 ton fuelolie, inden den
for en måned siden brækkede midt over og sank 250 kilometer vest for den nordvestspanske region Galicien. Med sig i dybet tog den yderligere 60.000 tons olie, der ifølge de fleste eksperter på et eller andet tidspunkt vil slippe ud.
Vragdelene på oceanets bund er en bombe under hele det nordvestlige Spanien. Og det uhyggelige er, at en »eksplosion« -tankenes kollaps under vandmassernes enorme tryk - næsten vil være at foretrække for en fortsat »tikken«. De 125 ton fuel, der for øjeblikket dagligt siver fra vraget i lange, ormeagtige stråler, og som havstrømme straks fører mod kysten, vil kunne forpeste strande og fiskevande med en snigende sort død i årevis.

Asfalterede Øer

Omkring 6.000 skibe lastet med olie, kemikalier og andre giftige sager runder hvert år den Iberiske Halvøs skarpe hjørne i et farvand, hvor der meldes om storm af skiftende styrke stort set hver anden dag. Det skal selvfølgelig indimellem gå galt, og det gør det også. Gennem de seneste 30 år har Galicien været offer for ikke færre end seks større forureningskatastrofer. Senest sendte tankeren »Aegean Sea« i 1992 80.000 ton olie ud i fjordene omkring regionens hovedby La Corufia. Visse sarte muslingearter var endnu ikke kommet sig over behandlingen ved den lejlighed, da »Prestige« for en måned siden sendte en ny ladning mod de galiciske kyster. Mængden af olie er denne gang - foreløbig i hvert tilfælde - ikke så stor som i 1992. Til gengæld har den spredt sig ud over et langt større område. Halvdelen af strandene ved en mere 1.000 kilometer lang kystlinje er helt eller delvist forurenet. Regionerne Asturias, Cantábria og Baskerlandet inde i bunden af Biscayen er pletvist ramt, men værst ser det naturligvis ud i Galicien. De paradisiske ø-grupper, bl.a. Las Islas Cies, nær Vigo, der tidligere i år fik status af naturreservat, er på det nærmeste blevet asfalteret med fuel. Og olien mangler kun at trænge ind i de sydlige fjorde, der huser Europas største muslingefarme, for at gøre katastrofen total.

Vrede galicere

Fiskeriet med tilhørende industrier er Galiciens i særklasse vigtigste erhverv. Og mens eksperter vurderer, at havmiljøet skal bruge mindst seks-syv år på at overvinde den øjeblikkelige forurening, tør ingen sætte tal på de økonomiske konsekvenser af katastrofen. Et par af de initiativer, der diskuteres i disse dage, kan imidlertid give et fingerpeg. Den socialistiske opposition kræver en hjælpepakke på 1,2 mia euro (godt 8.9 mia. kroner). Fagforeninger og arbejdsgivere har foreslået at indføre et månedligt og obligatorisk Galiciensbidrag på 75 cent for alle lønmodtagere. Regeringen har luftet muligheden for, at det kan blive nødvendigt at fravige den ellers helligebalance på statsbudgettet.

Ude af øje, ude af sind

Galicerne er naturligvis glade for hjælpen og solidariten fra de tusindvis af frivillige fra andre dele af Spanien og resten af verden med, der er strømmet til for at deltage i oprydningsarbejdet. Men først og fremmest er de vrede; vrede over at synkefærdige skibe som »Prestige« får lov at sejle omkring, og ikke mindst over at elendigt beredskab og en række fejlvurderinger har ladet forureningen udvikle sig til Spaniens største miljøkatastrofe nogensinde. Da den første olie lørdag 16. november ramte Galiciens kyster, var regionens konservative præsident, den tidligere Francominister, Manuel Fraga, taget på agerhønejagt syd for Madrid. Francisco Alvarez Cascos, minister for offentlige arbejder og ansvarlig for søtrafik, gik rundt og plaffede løs i pyrenæerne. Mens Spaniens hidtil værste miljøkatastrofe var under udvikling, holdt de ansvarlige politikere fri, formentlig sikker forvisning om at have løst problemet med den besværlige olietanker.
Da »Prestige« tre dage forinden sprang læk ud for Galicien, valgte de spanske myndigheder at lade slæbebåde trække det så langt væk fra kysten som muligt. Så kunne andre få lov at bøvle med det dødeligt sårede skib. Og i hvert tilfælde ville man ikke have tankeren ind i en af de galiciske havne med den forurening, det ville medføre.
Eksperterne er ellers enige om, at det havde været den bedste løsning, fordi olien i såfald kun havde ramt et begrænset område. Og hvis man endelig ville slæbe tankeren væk, måtte det af hensyn til vejr og strøm i hvert tilfælde være mod nord, har de påpeget.

Aznar blev væk

1 stedet satte »Prestige« kursen mod syd, angivelig for at forsøge at nå en afrikansk havn, med det resultat at halen af lækkende olie blev trukket ud i en bred vifte langs med kysten. Og da tankeren efter nogle dages bugsering måtte give op over for den hårde sø, sank den præcis på det uheldigste sted, der hvor den såkaldte julestrøm nok skulle sørge for at transportere olien til den galiciske kyst og videre ind i Biscayen: Den olie, der allerede var sluppet ud, og den, der måtte komme fra tankene fire kilometer nede i dybet. Efter de første dages lemfældige krisestyring skiftede myndighederne strategi. Regeringens alt-mulig-mand, vicepremierminister Mariano Rajoy, sat på opgaven, og han gik straks i gang med at love fede erstatninger, mens han forsøgte at tale katastrofen i sig selv.
Det viste sig hurtigt uholdbart. Portugisiske og franske myndigheder skød gang på gang den spanske regerings optimistiske vurderinger ned. Gradvist måtte Rajoy erkende, at der var sluppet mere olie ud end først oplyst. At vragdelene på bunden af havet var sprunget læk flere steder. Og at olien ikke, som han havde forsikret, ville koagulere på havbundens kolde vand og blive i tankene.
Indtrykket blev ikke bedre af, at Jose Maria Aznar gennem en måned nægtede at ændre sit program og foretage et solidaritetsbesøg i Galicien. Premierministeren ville ikke møde op for at få taget populistiske fotos, sagde han. Hvilket dog ikke forhindrede ham i at sende først kongen og senere kronprinsen på besøg blandt utilfredse oprydningsarbejdere. Og her fik de kongelige uden diplomatiske omsvøb at vide, hvordan det spanske beredskab havde vist sig som en katastrofe i katastrofen.

Aldrig mere

Trods gentagne forureninger råder Spanien ikke over noget miljøskib, og der gik adskillige dage, før man sagde ja til hjælp fra en række andre lande, heriblandt Danmark. Også fra de mange lande, som stillede op med hjælp, er der lydt hård kritik af manglende overordnet styring.
I stedet er desperate fiskere ved flere lejligheder sejlet ud for skovle op med net og bare næver, når olien truede nye områder. Og inde på land kom oprydningsarbejdet mange steder ved selvorganisering. Først efter et par uger fandt regeringen det nødvendigt at mobilisere 3.000 soldater til den enorme opgave med at få renset strande og klipper.

I den forløbne uge indledte en gruppe fiskere en sultestrejke for at kræve flere ressourcer i kampen mod den olie, der fortsætter med at vælte ind over kysterne. Og mens »Prestige«-katastrofen truer med at udvikle sig til en skandale for Aznar-regeringen med fatale følger ved forårets lokalvalg, har de eIlers så besindige galicere dannet protestbevægelsen »Nunca más« - Aldrig mere!

Det værste er, at aldrig mere kan vise sig at være for sent langt ud i fremtiden, mens olien fortsætter med at sive fra Galicergraven fire kilometer nede i Atlanterhavet.
 

Vi besøgte i april 2002 området på en pragtfuld tur og var blandt andet ude og besøge de mange muslingefarme, som er Europas største område. Et område der nu er stærkt truet.
Se billederne fra turen

Kilde: Berlingske Tidende
 

Top