Feria

De spanske byfester forberedes op til et år i forvejen. Alt skal brændes af den uge eller to, som festlighederne varer. Og det går ikke stille for sig. Vi tager på rundtur til de forskellige spanske ferias og møder både ildspåsættelse og folkedans og tyreløb og tomatkasteri.
La Feria i Spanien er en helt speciel tradition og byder på noget for enhver smag.

af Jens Trolddabl, La Danesa

Damer i prikkede kjoler er ikke bare noget man kan købe i souvenirbutikken. De er skam virkelige nok og mindst en gang om året kommer de ud i gaderne for at danse og feste i flere dage i træk. Det er en en bys årlige ferias, der byder op til dansk og lokker spanierne ud af deres faste hverdagsrytmer.

Selv om man ikke lige skulle tro det, så er der faktisk en religiøs tradition bag enhver feria, for det er byhelgenen, man fejrer. Det smarte heri er, at det giver en helligdag eller to, så man rigtig kan feste igennem. Og dermed er alt andet religiøst fuldstændigt slettet fra feriaen, der nærmest er antireligiøs i sin udfoldelse af et materielt orgiescenarium.
Der drikkes, der spises, der danses, der grines... Og spanierne er utrættelige, selv på dag 10 er der gang i den og fyldt med folk i gaderne eller på recintoen (området hvor feriaen afholdes).

Vi danskere kender godt til fænomenet byfest, men vi lever det ikke ud i samme grad som spanierne. Vi får det overstået på en weekend ved at hejse flag i gaderne, stille nogle boder frem og sende nogle gode danske slagere ud i æteren fra mikserpulten. Folk slentrer så lidt rundt med en øl i hånden, får sig en hotdog og prøver lykke i tombolaen. Børnene får candyfloss og en tur i karrusellen. Lidt af en død sild, som der ikke er nogen, der gør den store indsats for at genoplive.

Vi kigger derfor enten med forundring, beundring eller foragt på de spanske festentusiaster, når de nulstiller livsrytmen i feriaen. Men lige meget hvad man mener, så er der tale om et fænomen, der er interessant at kigge nærmere på.

Feria kan bedst oversættes med "byfest" eller "markedsfest", men disse begreber kan ikke i sig selv beskrive, hvad det er for et fænomen og hvilken betydning det har i de spanske samfund. La Feria er mere end blot en fest som andre fester, det er en hjørnesten i den folkelig spanske kultur og det årlige fikspunkt for det sociale liv i mange spanske byer og landsbyer. Hver en by i Spanien, selv den mindste flække, har sin egen feria, hver med sine helt egne kendetegn og særlige traditioner.

Fælles for dem alle er, at byens sædvanlig liv bliver suspenderet i løbet af de dage eller uger, la feria varer. Byen er i en slag frivillig, løssluppen undtagelsestilstand. Butikkerne åbner på mærkelig tidspunkter, hvis de da overhovedet åbner. Barer og cafeer er fyldt med feststemte mennesker fra om formiddagen. Der sættes telte og boder op og der spilles musik og serveres alskens mand og drikke.

Kvinderne tager blomster i håret og mændene kommer i håndgemæng over en regning, som alle insisterer på at betale. Almindelig normer for social adfærd sættes ud af drift og der tales højt og danses og drikkes og kysses overalt i byen og på alle tidspunkter af døgnet. Man ifører sig sit bedste tøj, glemmer dagligdagens problemer og kaster sig ud i en fest, der varer fra tre dage til tre uger. La feria er en kæmpe kontrast til hverdagens slidsomme trummerum, det er en ventil, hvorigennem den almindelige spanier en gang om året får lov til at glemme og kaste sig ud i en sanseberuselse af dimensioner.

Det er altid en oplevelse af være til feria i Spanien, netop fordi det repræsenterer et brud med alle dagligdagens vaner og rutiner. Man kan være sikker på at møde imødekommende mennesker, ens glas får ikke lov til at være tomt ret længe, og man får lejlighed til at smage de lokale specialiteter, som serveres rundhåndet. Og så er der ofte en eller anden detalje, som gør netop denne feria speciel og adskiller den fra de andre, ja, nogle er endda så specielle og iøjnefaldende at de er blevet kendt vidt og bredt uden for Spaniens grænser. Hvert år kan også danske TV-seere således se klip fra San Fermín, Pamplonas årlige byfest, hvor unge mænd sætter livet på spil i et nervepirrende løb gennem byens smalle gader sammen med 6 rasende kamptyre. Også tomatfestivalen La Tomatina i Buñol er helt unik og næsten surrealistisk.

Tomathøsten fejres hvert år med et orgie af tomatkasteri, og efter nogle timer er hele byens centrale plads omdannet til bjerge af moste tomater og en ukendelig tomatindsmurt menneskemængde, der euforisk bekriger hinanden med de tomater, som i store lastvognslæs rulles ud over masserne. Valencias byfest Las Fallas er kendetegnet ved afbrænding af enorme dukker, hele byen er bogstaveligt talt i flammer de 5 dage la feria varer.

Hver feria har sine særlige kendetegn, om end ikke alle er lige så ekstreme, som de ovenfor omtalte. I de fleste byer er der tale om folkefester, hvor alle deltager på lige fod, men visse steder er la feria et mere eksklusivt anliggende. Dette gælder eksempelvis La feria de Abril i Sevilla, en af de mest berømte byfester i Spanien. Byfesten holdes på et enormt stykke ubebygget land tæt ved centrum, hvor der hvert år opbygges en mini-by bestående af såkaldte casetas, små huse af planker og markiser i flotte farver. Nogle få af disse er offentligt tilgængelige, men langt hovedparten ejes af private klubber, sammenslutninger eller familier, og adgang til dem forudsætter dermed, at man "kender nogen". Men gør man det, er Sevillas feria til gengæld en uforglemmelig oplevelse. Kvinderne er iført fantastiske flamencokjoler, mændene er i høj hat og cigar, i hver caseta spilles der op til sevillanas, den lokale folkedansk og hele herligheden varer til ud på morgenen og skylles ned med store mængder af den kølige, tørre sherry manzanilla. Om dagen er festivalpladsen fyldt med børnefamilier og ældre, som ikke længere har fysikken til de natlige udskejelser, mens det bedre borgerskab promenerer i flotte gamle kareter med manzanilla i glassene og ild på de obligatoriske cigarer. Sevillas feria er eksklusiv, elegant og mange af de deltagende bruger flere måneders løn på denne ene uge om året.

En anden af de berømte byfester, San Fermín i Pamplona, har et helt andet folkeligt tilsnit. Her kæles der ikke for de små detaljer, her er der ingen lukkede klubber. I Pamplona er hele byen én stor fest, et stor sydende menneskehav. Alle de lokale er iført samme dragt, hvidt tøj med rødt skærf og rødt tørklæde om halsen. Prøver man selv at følge denne skik, skal man ikke tage sin fineste hvide skjorte på. Efter en halv time er man efter al sandsynlighed alligevel sølet ind i rødvin, sangria og hvad der ellers konsumeres i uhyrlige mængder fra tidligt på formiddagen. De lokale bærer alle rundt på deres bota, den traditionelle lædersæk til rødvin, og mændene giver prøver på deres ækvilibrisme ved at lade den tynde stråle ramme præcist ned i munden med sækken holdt ud i helt strakt arm.

Turisterne får også lov til at prøve, men rammer ofte ansigt og tøj i stedet for den åbne mund. San Fermín er frem for noget berømt og berygtet for sine dramatiske tyreløb. Hver morgen klokken 7 slippes de seks tyre, der om aftenen skal i kamp i arenaen, løs på en indhegnet rute gennem byens gader og til tyrefægterarenaen. Foran tyrene løber en menneskemængde på op imod 500 mennesker, fortrinsvis unge mænd. Jo tættere på tyrene, jo modigere er man, men selvfølgeligt går det også galt. Hvert år er der adskillige tilskadekommende og dødsfald høre til til sjældenhederne. Men kombinationen af druk, eufori og gamle idealer om mod og manddom får hvert år de unge mænd til at kaste sig ud i denne dødedans.

Er man mere til dansk og fest og farver byder Cádiz i det allersydligste Spanien hvert år i marts på et karneval, som er det tredjestørste i verden efter Rios de Janeiro og Trinidad. Festen varer 10 dage og tiltrækker besøgende fra hele Spanien samt en hel del turister fra udlandet. Byen er pyntet med guirlander og på hvert eneste gadehjørne og plaza er der opstillet scener. Stemningen er mættet af musik, dans og farverige kostumer. Om dagen er der storstilede optog med imponerende udklædninger, entertainere og musikgrupper, og overalt i byen er der mulighed for at styrke sig med en tape og et glas sherry, som er den foretrukne lokale drik.

Den mest vanvittige af alle Spaniens feria er måske Las Fallas i Valencia. I centrum af festivalen er de store dukker, ninots, mange af dem adskillige etager høje, som typisk forestiller kendte mennesker, politikere eller legender i satiriske udformninger. Dukkerne, som laves af træ, karton og gips og males i alskens farver, tager op mod 6 måneder at skabe og koster en formue. De bliver placeret ved 350 udvalgte steder i byen og kan beundres og beskues indtil den 19 marts, også kendt som La Crema, festivalens sidste aften. Her kravler unge mænd med økser op på statuerne, hugger store huller i dem og fylder dem op med krudt og fyrværkeri. Hele byen er i en ekstatisk stemning, syngende og jublende, al gadebelysning slukkes og præcis klokken 24 sættes der ild til hele herligheden. Sceneriet er ubeskriveligt, som et møde mellem Disneyland, nytårsaften og Dommedag. Et orgie i ild og fyrværkeri. Og en destruktion af alle de kunstfærdige ninots, med undtagelse af én som ved afstemning fredes og placeres på det lokale Ninot-museum sammen med de tidligere års favoritter.

I de mindre landsbyer er rammerne mere neddæmpede, men folks lyst til at feste er mindst lige så stor. Rammen kan eksempelvis være en scene på den lokale plaza hvor en lokal musiker får lov til for en gang skyld at spille for et publikum. Der laves mad i lange baner, der  drikkes og danses, og der soves forbavsende lidt. Måske er det den eneste gang om året, de ældre ægtepar får sig en svingom, måske slettes et gammelt nag over en flaske brandy eller en lokal likør, der går på omgang. I mange af de små landsbyer er der barer, der kun holder åbent en uge eller 14 dage om året, nemlig når der er feria. Her glemmes sociale skel og traditionelle forskelle, folk falder ud af deres roller og tillader sig ting, som resten af årets dage ville medføre forargelse og skandale i det lille samfund.

Typisk for de spanske ferias er, at hjerteligheden er lige så stor som løssluppenheden. Hvis man ønsker at opleve den mest ubekymrede side af den spanske kultur, er det bestemt ikke nogen dårlig idé at besøge en by eller en landsby under en feria. Man bør blot tage sig i agt for løbende tyre, flyvende tomater og ildspruttende dukker.

Men kniber det med hellige personligheder, så kan man altid ty til den lokale vin, noget skinke, nogle druer, en speciel grønsag, en ost eller et æsel, der engang i tidernes morgen har sparket en eller anden bag i. Spanierne skal nok finde et påskud for at holde mindst en "feria" eller Fiesta" per by om året. Selvom det så er den mest undseelige flække med sytten indbyggere længst ude på bøhlandet.

Jeg har ikke været i stand til at finde ud af, hvilken "feria" eller "fiesta", der er den ældste, men det skyldes nok det faktum, at det blot er hedenske sæder og skikke, såsom at fejre såningen eller høsten eller slagtedagen, der er flyttet over i et kirkeligt regi. Ganske som det forholder sig med julen, der jo fiffigt nok er lagt tæt op af de hedenske solhversfester. Mesterlig markedsføring af den katolske kirke, og det fik ligesom varen til "glide lidt lettere ned".

Feria betyder egentlig markedsdag - og det gør det selvfølgelig stadig. At udtrykket så er blevet hæftet på den mere festlige del af "feriaen" skyldes, at når man tidligere havde fået overstået en lang dag på markedet, solgt sine grøntsager, et par køer eller fået erhvervet en flok gæs, tja, så måtte man jo lige have en lille én til næsen og en "tapita" til smagsløgene sammen med vennerne - en lille "fiesta" - inden man tog apostlenes heste, eller hoppede op på sit usamarbejdsvillige æsel for at tilbagelægge den lange vej hjem igen.

På Costa del Sol har "feriaen" i Málaga efterhånden udviklet sig til en af de mest spektakulære og mest besøgte - i år anslået til omtrent 600.000 deltagere på de ti dage, den altid varer. "Feriaen" i Málaga er selvsagt provinsens væsentligste, og har en underfundig historie, idet der altid har været tradition for en folkefest (fiesta) den 19. august, hvor man fejrede "Los Reyes Católicos" befrielse af byen i 1487, uden at der var noget som helst officielt i det. Det gjorde Los Malagueños bare, sådan som de bare gør med alt andet. Men så i 1887 kom bystyret på den ide at gøre det til en officiel feria, når man nu alligevel havde den, og dermed blev grunden lagt til den festuge på 10 dag, som det er i dag. Og det må jo erkendes, at der ikke bliver sparet på krudtet, når det kommer til fyrværkeri, etablering af festpladsen med i år over 250 "penas", udendørs diskoteker, tyrefægtning, "gynger og karruseller" og "pinger" (Antonio Banderas sidste år og i år Julio Iglesias) til at åbne "ballet". Eller Los Malagueños forbrug af mad vin og penge, for den sags skyld.

Og når det kommer til penge, er det hverken kommunerne eller de foreninger eller personer, der står for de forskellige "Casetas" eller "penas", der er i farezonen for at komme i klemme.
Det er deltagerne. Jeg har hørt om adskillige familier, også her i Fuengirola, hvor man tager ferie, og går i banken og låner penge for at deltage i løjerne. Og så betale af på det resten af året indtil næste feria. Og det kan jo hurtig løbe op. Krikkerne skal have ny sko. Vognen skal have ny hjul og males. Tøserne er selvfølgelig vokset ud af deres flamencokjoler fra sidste år, knægtens hoved er blevet for stort til hans "sombrero cordobés" og støvlerne for små til fødderne.

Og da der nu alligevel er uddeling fra fars pengepung, hævder konen begribeligvis, at hun ligner en spærreballon i sidste års kjole og at farven på polkaprikkerne slet matcher til hendes nye hårfarve, som er et eller andet alt andet end sort og som selvklart heller ikke har været helt billigt. Så farmand må nøjes med klunset fra sidste år og så at pudse støvlerne og øgenes seletøj. Samt huske at suge maven ind og have is i den ved samme lejlighed.

Stoltheden skal bevares, men der jo ikke det, tilstrækkelig mængder tapas og "vinos finos" ikke kan kompensere for. Og så skal fremmødte fætre, onkler og tanter samt naboer jo også trakteres, og det er heller ikke helt billigt, da alt ved en sådan lejlighed lige får et gok op på én eller to. Man skal her huske, at der er tale om flere dage i træk. Knægten og hyphestene kan heldigvis i fællesskab finde vej hjem hen ad sekstiden om morgen, selvom knægten er ved at dratte ned fra kuskesædet af træthed, da han skulle have ligget i knurrekassen for mindst fire timer siden.

Og husfaderen er, som alle andre, totalt forædt og så vissen af fino og anden væske, så han er dømt til bagsædepassager og det eneste han kan siger; "PPPrrrr, hæsssstj." Men det var fandeme en dejlig "ferianat", så vi tager en tur til i morgen, når tømmermændene har lagt sig og er glemt. "Reparationsfino" er vel også helt på højde med et par reparationsbajere.

Jeg har været til nogle stykker "ferias" i Málaga og omegn gennem tiden, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg elsker det eller hader det. Grunden, til at jeg på den ene side elsker den slagt tabernakler, er, at jeg ifølge min familie er et "lallende" socialt menneske, som altid finder nogen at snakke med om noget og få en "copita" med.

Jeg holder meget af andalusiernes måde at være sociale på. Man skal bare stå 30 sekunder i kø på posthuset, og selvom man kun taler "skraldespansk", så kan man altid falde i snak med nogen, mens man venter en halv times tid på at købe et frimærke. Hvis man gider.
Og man må lade spanierne én ting. De er generelt altid meget venlige og set med danske øjne utroligt uvoldelige, også selvom de skulle have fået en gevaldig kæp i øret - og selvom de er mange på samme sted til en feria. Når jeg læser mine landsdækkende spanske aviser og ser ditto TV kanaler har det ofte slået mig, hvor relativt få tilfælde af grov og umotiveret vold, knivstikkerier og mord, der egentlig finder sted. Mit indtryk er, at det i reelle tal ikke er flere end i Danmark. Men der altså bare lige cirka 10 gange så mange spaniere, så det må jo være omkring ti gange mindre vold per. capita.
Selvfølgelig er der altid nogle kvajpander, der er på jagt efter slagsmål og ballade, men min oplevelse er, at de er få i sammenligning med en byfest i Tarm eller Sengeløse. Det eneste, man alt taget i betragtning, skal passe godt på ved en feria er sin taske og/eller sin tegnedreng.

No jo, - så elsker jeg tapas, ærlig spansk mand og lidt lækkert at drikke til. Og mad er i øvrigt grunden til, at jeg finder "Feria de Los Pueblos" i Fuengirola ret underholdende for smagsløgene. Der kan man sagtens få "forguffet" sig på eksotiske spiser fra "de varme lande" på et par timer.

Grunden til, at jeg så på den anden side efter et par timer begynder at få overdosis af sammenrendet og begynder at hade noget jeg egentlig elsker, er flere. Først og fremmest er spanierne mestre i at larme som ind i helvede. Hver "caseta" prøver at overdøve naboens musikanlæg, mens live flamencoorkestret på hovedscenen kæmper en lydmæssig brav kamp for at trænge igennem larmen og musikken fra "casetaerne", og udråberne fra pariserhjulet, karrusellen og tombolaboden har skruet helt op for egne anprisninger, for at overdøve hinanden og ikke mindst resten af larmen.

Resultatet er indlysende, al normal samtal forgår på "råbeniveau"; "HVA´SI´R DU? GENTAG LIGE. JEG KAN IKKE HØRE DIG". Og det kan mine små ører altså ikke med i det halvlange løb, selvom min kone påstår, at jeg vil få tinitus og blive stokdøv, hvis jeg bliver ved med at spille rock og rul så højt på min CD-spilledåse. Men det har jeg gjort i 30 år og jeg er altså stadig kun "vil-døv", som jyderne siger.

Men det er kakofonien og dens decibelniveau, der gør, at jeg får nok. Og så at enhver samtale tager tre gange så lang tid, som den normalt ville have gjort og halvdelen af essensen aldrig vinder frem gennem "den store spanske støjsender".

Det næste fænomen, der kan drive mig totalt til vanvid er køer. Ikke buhkøer, men dem man står i. I de fleste "casetas" starter man med at stå i en nogenlunde civiliseret kø foran en eller anden fjoget "billetluge" for at afgive sin bestilling på mad og drikkelse og betale for den. Derefter får man stukket en bette lap papir i hånden som bekræftelse på, at ens bestilling er betalt. Og så tager man turen en gang til, men denne gang ved baren for at få udleveret det, man har betalt for. Her går der, som regel, rigtig manglende spansk køkultur i den. Der skubbes, puffes og mases. Det er værre end når man skal med toget, hvilket også er en halvumulig manøvre. Så snart spanierne bare hører skygge af toget, rykker de helt frem til perronkanten i de indledende manøvre til kampen som en siddeplads. Og der skal bare være en "sprække", før de indstigende begynder at mase sig ind mellem de udstigende. Men OK, jeg klarer mig ganske godt. Mig og min rygsæk har udviklet en formidabel kampteknik. Jeg sidder næsten altid ned i toget.

Det var "betjeningen" ved ferias, vi kom fra. Tjeneren eller bartenderen, oftest en frivillig amatør, er tilsyneladende oven i købet både døv og blind med det resultat, at alle råber af ham eller hende og vifter med deres små sedler. Når man så endelig har fået sin føde og fadøl, opstår det næste problem: at komme derfra med to paptallerkner med mad og 2 fadøl i behold. Da spaniere ikke er bange for lidt kropskontakt, så er kødranden tæt og i tre lag. Når man så er blevet "smuttet" ud af kødranden, som en anden lille mandel dukker næste udfordring op. At finde et vakkelvornt plastik havebord - som selvfølgelig også altid vipper - hvor man kan indtaget det indkøbte. Og det er for mig mest praktisk, da jeg aldrig rigtig har været nogen "receptionsørn", hvor man står med en tallerken i den ene hånd og et glas og en gaffel i den anden.
Jeg mangler simpelthen en hånd.

Hvad i alverden har opfinderen af stående receptioner forestillet sig? At man skal suge maden op? Og ved "ferias" og "fiestas" forværres situationen yderligere. Dels på grund af det almindelig mylder og så den omstændighed, at paptallerkenen er af usleste kvalitet, hvilket betyder, at har man ikke ordentlig fat under den, så kollapser den og man kan vinke farvel til sine for dyrt betalte "albóndigas". Plastikgaffelen er i miniatureformat og så blød, at det er et mirakel, hvis man kan stange en "flan catalán" med den uden at den bukker begge ender sammen. Plastikkruset med fadøl eller anden væske er ikke meget bedre. Dybest set er det kun dets indhold af væske, der forhindre strukturen i at implodere - hvilket det som regel ender med at gøre alligevel, når man har søppet halvdelen af væsken i sig og klemmer en smule for hårdt på plastikbægeret. Så flækker skiftet og medmindre man er utrolig hurtig med sugesnablen, ender resten på ens bedste hvide bukser - specielt hvis det er en "tinto de verano" - (Murphy´s lov om rødvin og andet sprut med farve).

Og så er der en tredje ting, jeg ikke er helt vild med. Og det er heste. Jeg er hunderæd for heste. De er hamrende upålidelige. Den ene ende sparker, den anden bider, og så sidder man elendigt på midten. Det er 400 kilo kød med en hjerne på størrelse med en valnød. Den eneste grund til, at man har brugt krikken som transportmiddel før automobilets opfindelse, var, at det i sidste ende var behageligere end at gå på sine flade konvolutter. Og så er de udmærkede til at slæbe pakkenelliker. De smager glimrende, hvilket er det bedste, jeg kan sige om heste.
Røget hestemørbrad smager fortrinligt og de gør sig også glimrende som hakkebøf. Så når jeg er til ferias med lidt for mange heste, går jeg i en stor bue uden om dem. Og nogen gange er der så tæt parkeret af øg, så jeg ser mig nødsaget til at krybe og orme mig langs husmurene, til stor moro for min kone, der vedholdende og ufortrødent prøver at overbevise mig om uhyrernes ufarlighed.

I sidste ende tror jeg, at jeg hader at elske ferias og fiestas, fordi det, altid på et eller andet tidspunkt, giver mig små grønne knopper. Men jeg elsker det alligevel. Nogle gange har jeg evnen til at betragte verden som en biograf og få små pudsige oplevelser og gode indre grin ud af det meste. Og der er nogle "ferias", jeg skal se og æde mig igennem samt en enkelt jeg må deltage aktivt i. Jeg må se fjolserne kvaje sig med ungtyrene i Pamplona til "Fiesta de San Fermín", som varer ni en halv dag. Og en uge i august må jeg æde mig igennem "Samana Grande", som er festugen i Bilbao. Et sandt ædedrøn De er rigtig gode til mad, da naturen har udstyret dem med alt godt fra havet og masser af gode spiselige landdyr samt grøntsager.

På et eller andet tidspunkt må jeg også en tur til Galicien, som også skulle være et rigtig godt "spisested" med ikke mindre en 300 kulinariske "ferias" om året. Så det bliver nogen stykker pr. weekend tilegnet ting som for eksempel lampretter, østers, glasål, muslinger langhalse, kartofler eller kastanier og så selvfølgelig "orujo", den specielle Galisiske likør, som smagsmæssigt bedst kan sammenlignes med den italienske "Grappa".

Og ved lejlighed må jeg have afreageret noget af min barnlighed. Jeg bliver nødt til at deltage i "la tomatina", som afholdes i Buñol i Valencia-provinsen, sidste onsdag i august klokken 11:00 på byens torv. Det er den yngste fiesta i Spanien, det den startede i 1945 ved et "uheld".
Under den traditionelle "fiesta" for byens skytshelgen "San Luis Bertrán", kom nogle af byens borger op at toppes uden for en grønthandler, og den ene part begyndte at bombardere modstanderne med tomater. Løjerne blev snart stoppet af den lokale panserbasse, og det var så det i denne omgang. Det følgende år var de fleste af borgerne lidt skeptiske overfor, hvad der nu skulle ske, så de medbragte af præventive årsager rigeligt med tomater - sådan bare hvis nu.

Og da man nu alligevel havde medbragt tomaterne, så kunne man jo ligeså godt kaste dem efter hinanden, bare for sjov. Og så var "la tamatina" grundlagt.

Jeg kan som bekendt ikke ramme en elefant i en korridor, selv med en bazooka, men da der i dag deltager adskillige tusind mennesker i "tomatkrigen", må jeg kunne ramme en eller anden, og med barnlig fryd genkalde mig, dengang jeg som knægt under en æblekamp ramte Niels Peter rent lige i "nyseren" med et halvråddent æble. Den eneste gang i mit liv jeg har vist har ramt noget, som tilsigtet med ting, man kaster med.
Men vær opmærksom på, at Buñol er en lille by, så selv som tilskuer frarådes man at optræde i sit stiveste puds. Ingen skal regne med at gå ram forbi. Vi taler læssevis af tomater.

Dagens opskrift? Tomatsalat tror jeg, alle kan selv. Lamrette i eget blod duer ikke, da lamretter er næsten umulige at opdrive udenfor Galicien og hamrende dyre. Så vi tager en nem og billig opskrift, der kan stå for sig selv eller anvendes som tilbehør til næsten alt. Patatas a lo pobre: Man tager kartofler og skærer dem i tynde skriver og det samme med nogle løg. Nogle grønne og/eller røde pebre skæres også i skiver og så godt med hvidløg salt op peber. Det hele smides på en pande og simrer der ud af i rigeligt god olie, til det er færdigt. Dog gemmes kartoffelskiverne, lige indtil løgene bliver lidt gennemsigtig. Skal begribeligvis lige rodes og vendes lidt i engang imellem.

Top